Om klubben

Klubbens formål er at fremme flyvningen i Danmark og bidrage til, at alle, der ønsker det, kan tage privatflyvecertifikat. Du kan læse klubbens vedtægter Her.

Midtjysk Flyveklub blev stiftet i december 2009 af en lille flok interesserede flyvefolk. Ved den stiftende generalforsamling var der bred enighed om, at klubbens navn skulle være Herning Flyveklub, eftersom klubben har hjemsted på Herning Flyveplads. Det var imidlertid ikke muligt for klubben at blive optaget i DMU på grund af navneligheden med Herning Motorflyveklub. Derfor blev klubnavnet ved en ekstraordinær generalforsamling i juli 2010 ændret til Midtjysk Flyveklub.

I Midtjysk Flyveklub sætter vi både flyvning og det sociale samvær højt. Det betyder bl.a. at vi afholder forskellige sociale arrangementer i årets løb. Herunder kan du se nogle af de årlige tilbagevendende:

  • Åbent hus den 1. søndag hver måned (også vinter) kl. 14-17 – Klubben inviterer på kaffe og kage til såvel piloter som andre, der lægger turen forbi klubbens lokaler. Her er altid en del at snakke med, ligesom det er muligt at få en flyvetur, hvis vejret tillader det.

  • Flyvning med skolebørn – Siden 2011 har klubben inviteret midtjyske skolebørn på en flyvetur i sommerferien. 50-60 børn nyder godt af dette.

  • Decembersjov med fx nisseflyvning for børn iført nissehue, gløgg og æbleskiver, julefrokost, mm.

  • Arrangementer for firmaer og klubber i lokalmiljøet – Med flyvning, flysimulator og forfriskninger.

  • Klubture rundt i Danmark og udlandet. 8-10 ture hvert år, heraf mindst èn længere tur Af udlandsture kan fx nævnes: Ugeture: Verona, Odessa, Prag, Jersey, Malloca, England, Alperne, Østersøen rundt, Weekendture: Lübeck, Reutte, Wien, Nordtyskland, Sydsverige og mange flere steder.

  • 6-8 grillaftner hvert år

  • Flyvekonkurrencer

  • Foredrag og events.

Klubbens historie

  • Starten af 2009 - Alt har en start

    Ved starten i dec. 2009 talte klubben 15 medlemmer. Klubbens behov for klublokaler var derfor ikke det helt store, og klubben lejede sig ind i et fint lokale på Herning Flyveplads.

  • Foråret 2013 - Nye lokaler

    I foråret 2013 var medlemstallet vokset til over 50, og klubben var nødsaget til at begynde at tænke på større lokaler. Der var flere mulige løsninger, dog ville klubben stadig gerne have lokale på flyvepladsen og gerne i lufthavnsbygningen.

  • Foråret 2014 - Indvielse

    Klubben indviede i foråret 2014 klubbens nye store klublokale, hvor der var god plads til klubbens på daværende tidspunkt over 90 medlemmer, som i skrivende stund (maj 2015) er vokset til ca. 110.

  • December 2014 - Fly nummer to

    I december 2014 kom klubbens fly nummer 2 derfor til Herning Flyveplads. Flyet er købt i Sverige, hvilket navnet, SE-ITZ, bærer præg af. ITZ er ligeledes en Cessna 172M.

  • Januar 2017 - Klubbens tredje fly

    I januar 2017 kom så klubbens fly nummer 3, en Piper 28 med kendingsbogstaverne SE-GPD, til Herning Flyveplads. Også dette flyve er købt i Sverige. Flyet er godkendt til IFR-flyvning, men på trods af det er leje-prisen den samme som for de to Cessna'er.